Få et overblik over det gode CV 24. oktober 2016
af Lasse Petersen

CV og ansøgning er deres første indtryk af dig

Lær hvordan du kan udfylde dit CV, så det rammer plet på din kommende arbejdsgiver. Dette er en guideline til, hvordan du kan fylde de rigtige ting på dit CV.


Når det relevante studiejob skal landes, er der ikke plads til fejl og løse ender i din kommunikation med virksomheden. I dette blogpost vil vi give dig nogle guidelines til, hvordan du kan undgå de mange don’ts som eksisterer, når der skal laves CV og ansøgning.  

CV’et er dit skelet

Her på CareerHub har vi bestemt, hvordan et CV skal se ud, men du bestemmer selv indholdet. Det er indholdet der er det vigtigste.

Først og fremmest er det vigtigt, at du IKKE beskriver dig selv baseret på, hvordan du tror virksomheden vil have du skal være. Derimod er det bedst, at du beskriver dig selv, som du er. Det gør at forventningerne, som er fra både dig og virksomheden er baseret på virkeligheden, og derfor vil samarbejdet når du lander et studiejob være meget bedre. Hvis du interesserer dig for at spille computer, biler, fodbold eller origami, så skriv det som interesser på dit CV. En arbejdsgiver vil hellere ansætte en de føler de kender bedre, end en de ikke ved ret meget om.

Beskriv ikke hvilke specifikke kurser du har haft eller hvilke karaktere du har fået under din uddannelse. Det betyder ikke ret meget. Beskriv i stedet hvad du har brugt din tid på. Hvad er din passion? Hvad er det du har lært under din uddannelse? Hvad har du specialiceret dig i? Det kan være sociale medier, økonomi eller oligonukleotider. Det er det en virksomhed gerne vil vide noget om når de ser på dit CV.


Din erfaring spiller, i følge vores egne og andres undersøgelser, den allerstørste rolle når et studiejob skal besættes og på dit CV. De ser ikke kun på, hvilke oppgaver du har haft men også, hvad du har lært i det studiejob. Derfor er det godt at beskrive kort, hvad arbejdet gik ud på efterfulgt af, hvordan du arbejdede med dem, og hvad du lærte af arbejdet. Husk, at CV’et ikke er en biografi.

Ansøgningen er kødet

Ansøgningen er vigtigere end du måske tror. Tit hører man, at der kun bliver kigget på CV’et, fordi der ikke er tid til mere. Dette er kun delvist korrekt. Første screening er ret overfladisk og beror sig på et CV. Er der overhovedet mulighed for et match? Men der stopper CV’et også med, at være det eneste som betyder noget, når et studiejob skal besættes. Ansøgningen er det, som sætter kød på skelettet, og siger noget om, hvem du er. Det er her læseren får en idé, om hvem du er. En ansøgning er, i modsætning et CV, ikke bare facts om dig. Husk, for guds skyld, at der gælder samme regler for ansættelse af studerende som for fuldtidsansatte!

Men hvad vil en virksomhed så se i en ansøgning?

Det findes der ikke et endegyldigt svar på, men der visse ting, som går igen. På CareerHub er alle jobopslag relativt specifikke, hvorfor det er en god ide at inkludere, hvordan du som studerende vil gribe opgaven an og løse den. Lad os tage et kig på hvad der spiller ind i ansøgningen.

Hvad er ansøgningens opgave?

Den skal overbevise en potentiel arbejdsgiver om, at du er værd at bruge mere tid på. Ikke at de skal ansætte dig. Derfor må du aldrig lade en læser, skulle koncentrere sig om at læse det. Det skal være let læseligt og til at forstå. Derfor er det en god ide, at undgå alle de fine fagtermer vi lærer, mens vi studerer og så gerne vil vise at vi kan. Andre forstår dem måske ikke.


Skriv om hvordan dine kompetencer er de rette til at løse en specifik opgave. Relater dem til dit CV, så der er en klar sammenhæng. I forlængelse af det, skal du altid tænke på den værdi, som du vil bringe til virksomheden. Den skal stråle igennem. Læseren skal ikke selv sidde og tænke over; hvad kan jeg egentlig bruge denne person til i forhold til jobopslaget.

At fylde et CV ud.


Du tænker måske, ‘’Jamen…. Jeg har intet af værdi på mit CV’’. Der er mange, der tænker sådan. Jeg har selv arbejdet på en færgeterminal, hvor mit studiejob var at sende biler ombord på en færge, når styrmanden på færgen bad mig om det. Jeg tænkte selv; det kan jeg da ikke bruge til noget som helst? Jeg satte mig ned og tænkte over det. Udover at sende biler ombord på en færge, skulle det klares på tid ellers kostede det firmaet mange penge. Så stress var noget jeg skulle arbejde under. Der kom informationer om biler, lastbiler, special biler etc. som jeg skulle tage højde for, videregive til den rette på det rette tidspunkt. Altså at jeg kunne kommunikere effektivt og sortere i informationstrømmen, var vigtig for, at vi kunne lykkedes til hver afgang. Der var mere plads på færgerne end der var på pladsen, hvor alle skulle holde og vente. Jeg skulle derfor planlægge hvordan alt skulle placeres. Altså jeg skulle arbejde logistisk og tage hurtige beslutninger. Det er ting som disse, du kan skrive på dit CV til de studiejobs du har haft, som måske ikke direkte har givet dig nogen faglig værdi i dit felt.

Skriveregler

Det er ligemeget om det er et studiejob eller et fuldtidsjob du skal have. Det er de samme regler som gælder. Derfor forventes det også fra en arbejdsgiver, at du bruger lige så kræfter på på det, du sender som hvis det var et fuldtidsjob.

Der er generelle ting som du bør have i tankerne når du skriver cv eller ansøgning:

  • Brug aldrig lange ord eller beskrivelser, hvor en kort er tilstrækkelig. Det gør det meget nemmere at læse. Du skriver ikke en afhandling!
  •  Hvis det er muligt at slette et enkelt ord, så slet det!
  • Brug aldrig et passivt sprog. Et eksempel: Kødben er vellidt af hunde. Skriv i stedet: Hunde kan lide kødben.
  • Brug ikke professionel jargon hvis du kan komme i tanke om hverdagssprog som passer.

Du kan eventuelt se dette indlæg igennem og se hvad du nu ville gøre anerledes i forhold til skrivereglerne? Det kræver øvelse at mestre reglerne!


For at finde et studie job kan du oprette dig på CareerHub her.